Foreningen
Akademisk Skytteforening, Århus er en traditionsrig skytteforening, hvor medlemmerne udøver riffel- og pistolskydning med vægten lagt på de sportslige, sociale og festlige arrangemenger. Disse holdes bl.a. sammen med den oprindelige københavnske afdeling og den tilsvarende forening i Oslo. Foreningen har tilknytning til Århus Universitet gennem AUS, og et af adgangskriterierne er, at man som medlem skal være optagelsesberettiget til en videregående uddannelse.
I forhold til andre skytteforeninger adskiller Akademisk Skytteforening sig bl.a. ved, at vi tilskynder vores medlemmer til at træne skydning med både riffel og pistol. Det er dels ud fra en holdning om, at en god skytte helst skal kunne skyde med alle våben, og dels fordi vi har stævner, hvor man konkurrerer samlet i både riffel- og pistolskydning.
Kontingent
I Akademisk Skytteforening går kontingentet primært til baneleje og diverse andre faste udgifter i forbindelse med vore aktiviteter. Vi har ingen formue og ønsker heller ikke at få det gennem medlemskontingentet. Vi ønsker derimod at holde kontingentet så lavt som muligt, da medlemmerne desuden selv betaler for ammunitionen. Priserne på ammunition dækker omkostningerne til køb og fragt af dette samt udgifter til skiver.
Kontingentet udgør i øjeblikket 350,- kr. for studerende, og 500,- kr. for ikke-studerende.
Kontaktpersoner
Vi kan kontaktes gennem de personer, der listes her:

Aktiviteter
Vi har hvert år nogle faste traditionsrige aktiviteter og deltager desuden i løbet af året i forskellige terrænskydninger med både riffel og pistol. Af årligt tilbagevendende begivenheder kan nævnes:
- Universitets-match
- Sæsonens højdepunkt! En dyst mellem Akademisk Skytteforening i Århus, København og Oslo i disciplinerne baneskydning med riffel samt terrænskydning med pistol. Stævnet foregår altid i den sidste weekend af september med riffelskydning om lørdagen, fest med druk og sang lørdag aften, og pistolskydning om søndagen. Arrangementet foregår på skift mellem foreningernes hjembyer. Et arrangement med masser af fine og sjove traditioner.
- AS-P7
- Den prestigefyldte og traditionsrige skydning, som siden 1920 har fundet sted mellem AS og P7 - Sødra Skånska Regementet - den svenske hærs 7. panserværnsregiment i Skåne. Stævnet foregår altid i en weekend midt i juni med terrænskydning og serieskydninger om lørdagen, fest og druk og sang lørdag aften, og baneskydning søndag. Arrangementet foregår på skift mellem København og Skåne.
- Tranumstævnet
- En meget underholdende og anderledes riffelterrænskydning på faldmål i Tranum Klit arrangeret af de lokale hjemmeværnskompagnier. Aftenen inden er vi i mange år blevet inviteret til middag hos vort gæstfrie medlem Jørgen Fensbo i en dejlig lystejendom vest for Hadsund.
- "Boot camp"
- Weekend-tur til Ulfborg, hvor vi holder en afslappende og uformel træningslejr med skydning af enhver tænkelig art. Her er der ingen formelle konkurrencer eller ceremonier. Kun aflapning, hygge og skydning, og vi bestemmer selv, hvordan det hele skal foregå. Turen plejer at ligge i bededagsferien evt. suppleret med en tur igen en gang i efteråret.
- Juleskydning
- Den meget underholdende skydning, som afholdes forud for den årlige julefrokost. Skydningen er lidt "anderledes" og er delt op i tre sjove konkurrencer, som skydes på banerne i Åby. Umiddelbart bagefter spiser vi julefrokost med alt, hvad dertil hører af spisning, druk og sang. Juleskydningen ligger altid den sidste lørdag i november.
- Diverse terrænskydninger
- Af og til deltager vi i terrænskydninger med pistol/revolver eller riffel. Det er som regel, når de foregår i køreafstand fra Århus, og når skydeinspektionen ellers har tid.
Historie
Akademisk Skytteforening er landets ældste skytteforening, grundlagt i København 4. april 1861. Foreningen gav blandt andet anledning til oprettelsen af Akademisk Skyttekorps i 1866 og medvirkede til oprettelsen af en række frivillige skyttekorps over hele landet. Under første verdenskrig var Akademisk Skyttekorps at betragte som et elitekorps og fik således, som de første, stålhjelme og en panservogn. Som hædersbevisning fik de desuden æresvagten på Dybbøl Skanse.
I 1936 startede en selvstændig forening i Århus. I 1937 blev de frivillige skyttekorps nedlagt ved lov, og korpset gled naturligt over i en civil afdeling, som dog under besættelsen deltog i modstandsarbejdet. Dette førte blandt andet til dannelsen af den såkaldte Christiansborgbataljon, der den 5. maj 1945 rykkede ind og sikrede befrielsesregeringen.
I dag er AS en skytteforening under De Danske Skytteforeninger. Vores mål er, i en afslappet og munter atmosfære, at uddanne vore skytter til at beherske såvel riffel- som pistolskydning samt bidrage til at videreføre de festlige traditioner i foreningen.






