Nyheder

Kalender

27. april 2010.: Ordinær generalforsamling 2010 i Åby

25.-26. september 2010.: Unimatch 2010 i Ulfborg (riffel og pistol)

27. november 2010.: Julefrokost 2010 (cal. .22 riffel og pistol)

29. december 2010.: Juleterrænskydning i Ulfborg (fin og grov pistol)


AS-bladet


Kontakt os


Bryllup i bestyrelsen 4. juli 2009

Lørdag den 4. juli 2009 kl. 12 lod formanden og riffelinspektøren sig vie i Malt Kirke ved Vejen. En god håndfuld skytter valgte til brudeparrets glæde at trodse geografien og det varme vejr og møde op til globryllup og efterfølgende frokost på Skibelund Efterskole.

Brudeparret takker meget for opmærksomheden!


Julefrokost 2008

Billederne på denne side stammer fra julefrokosten 2008, som blev holdt på Åbyhøj skydebaner den 29. november.

Julemanden blev atter i år befriet for noget overflødig vægt, og ingen blev påkørt af bissende næsehorn, og tennisskydningen blev endnu en gang planmæssigt afviklet, idet den igen i år blev skudt på 15 meter-banerne, hvor den kunne afvikles i to parallelle spor. Det ligner måden at gøre det på i fremtiden.

Maden var god og rigelig og det samme med drikkevarerne, og efter en lidt langsom start fik folk også rørt sangbøgerne med deres varierede indhold af selskabslyrik.

Se alle billederne her.


Boot camp i Ulfborg 31/10 - 2/11 2008

Følgende billeder stammer fra Akademisk Skytteforenings "boot camp" i Ulfborg 31. oktober til 2. november 2008. Denne tur bød på en del hyggeskydning med både riffel og pistol. Vi skød pistol på 25m-banerne og riffel med bl.a. bane-Mauser'ere og andre spændende ting på 100m og 200m. Nogle skytter ankom fredag, andre lørdag. Nogle overnattede til lørdag og andre til søndag i de gode forhold på Ulfborg Skyttecenter. Det hele foregik i en hyggelig og uformel atmosfære.

Se alle billederne her.


Universitets-match 2008 i Oslo

Som det er fast tradition var der sidste weekend i september (d. 26-28/9) igen i år universitetsmatch. Da det er 3 år siden, det var i Norge sidst, var det Akademisk Skytterlag, der stod for at være værter og arrangører.

De århusianske skytter, der havde mulighed for det, tog til oslo allerede fredag, og fik en hyggelig dag ud af turen med færge og bil. Vel ankommet blev vi installeret i en fin lejlighed helt for os selv, og kunne nyde det sidste af fredagen med hygge, indeholdende en lille øl, lidt whisky og masser af snak.

Lørdag var der riffelskydning lidt udenfor Oslo på banen, som skytterlaget lejer sig ind på. Nordmændene skød først med et imponerende stort hold på omkring 15 skytter, og Akademisk Skytteforenings medlemmer fra København ankom om morgenen - uden rifler på grund af de nye regler for transporttilladelser for våben. Vi måtte derfor deles om vores våben og kunne ikke skyde samtidig. AS-Århus skød først og modstod fristelsen for at klikke våbnene langt ud af korrekt sigte, hvilket vi selv syntes var ganske pænt og meget sportsligt af os.

Århus-riffelholdet var det mindste - på 3 skytter og en enkelt til mental opbakning - hvilket dermed blev størrelsen af riffelholdene. Det betød, desværre for os, at alle vore resultater skulle tælle med, hvor imod de andre foreninger kunne nøjes med at tælle de tre bedst skydende skytters resultater med.

Trods dette mindre handicap klarede AS-Århus sig ikke alt for dårligt. Selv om ingen af skytterne var tilfredse med deres indsats, klarede vi os til en 2.-plads. Vinderne af riffelskydningen blev AS-København og nordmændene fik en tredjeplads trods de mange skytter.

Lørdag aften var der den lige så traditionelle fest, med tilhørende snaps og sang. En hyggelig sammenkomst med gode muligheder for at genopfriske historier og gamle venskaber. Desværre sluttede den, efter nogens mening, lidt for tidligt. Tilbage i lejligheden blev der en smule mere klemt med en forøgelse af beboertal på over 100%. Skytterne fra KBH var nemlig også flyttet ind med soveposer og liggeunderlag. Heldigvis var stuegulvet stort!

Søndag var der pistolskydning i terrænet; for de fleste uden de store tømmermænd, hvilket var lidt overraskende for visse personer. Terrænskydningen var ikke så præget af terrænet, som man kunne ønske sig, nu det foregik i Norge, men meget udfordrende. Det er en norsk specialitet at lave skydninger med enkelthåndsfatning og endda dårligste hånd, hvilket er en stor udfordring for almindelige useriøse "søndagsskytter". Søndag mødte der 2 ekstra skytter op til at styrke det århusianske hold, så pistolholdet voksede til 6 skytter, hvilket igen var det mindste. Dette hjalp desværre ikke så meget på resultatet, som blev ukarakteristisk dårligt. Århusianerne tabte nemlig, nordmændene vandt og københavnerne blev nr. 2.

Det samlede resultat for begge dicipliner blev, at Københavnerne vandt, nordmændene blev nr. 2 og århusianerne desværre tabte. Til gengæld burde der være rig mulighed for forbedring inden næste år, hvor kampen står i københavn, på AS-K's baner på henholdsvis Amager og på bjerget. Vi glæder os til at få revance og siger AS-L tak for et godt arrangement og for den muntre skydning, der fulgte efter præmieuddelingen.

Husk: Altid sidste weekend i september!

Se alle billederne her.


Julepistolterræn i Ulfborg 2007

Som altid var der julepistolterrænskydning i Ulfborg 5. juledag (29/12) . En underholdende og afvekslende skydning i de gode omgivelser omkring Ulfborg Skyttecenter.

Sørg for at melde til hos skydeinspektionen i god tid, da det er en skydning, der er rift om at få plads til. Husk: Altid 29. december!

Se alle billederne her.


Julefrokost 2007

Den 24. november holdt vi den årlige julefrokost med indledende skydning. Det er naturligvis en sjov og afvekslende skydning, som man ikke må snyde sig selv for.

Sørg for at melde til i så god tid som muligt hos formanden eller skydeinspektionen. Husk: Altid sidste lørdag i november!

Se alle billederne her.


Universitetsmatch 2007 i Ulfborg

Universitetsmatch 2007 havde AS Århus som værter, og vi havde forlagt samtlige aktiviteter til Ulfborg. Logistikken og de andre praktiske aspekter gør stedet ideelt for weekendens forløb. Når først vi alle er der, er der ingen faren omkring i biler imellem skydebaner, festlokaler og privatindkvarteringer. Desuden kunne pistolskydningen gennemføres som en rigtig terrænskydning. Fremmødet var ret fornuftigt, og weekendens stævne samt lørdag aftens festivitas blev som sædvanligt afholdt i en god og hyggelig atmosfære. Dog kunne det have været fint at se endnu flere debutanter til dette gode stævne.

Billedet her viser det falske riffelhold, hvor navnligt Maxs hund ser ud til at have bidt sig rigtig godt fast! Klik for større billede.

Det lykkedes at afholde riffelskydningerne i god orden og i god tid (lige omkring tre timer) trods mindre obligatoriske problemer med den elektroniske markering. Desværre indsneg der sig nogle fejl under sammentællingen af riffelresultaterne, hvor skud markeret som cross blev talt på 100-pointskive og skammeligt fejlfortolket af den noget bebyrdede analoge, paralleliserede point-compiler i skydesekretariatet. Denne optællingsfejl resulterede i, at AS Århus-holdet til aftenens pokaloverrækkelse fejlagtigt udråbtes til vinder af riffelkonkurrencen med AS København tæt efter på 2.pladsen og ASL i bunden. Rigtigt var det dog, at vores egen Max Hald vandt den samlede riffelkonkurrence.

Københavnerne satte sig som sædvanligt på pistolkonkurrencen, hvor Alex Datcu vandt, og slutteligt vandt Christoffer Jespersen desværre paraplyholderen.

Se alle resultaterne her.

Se alle billederne her.


Tranumstævnet 2007

Igen i år deltog vi i Tranumstævnet i Tranum Klit, 10. juni 2007. AS stillede med skytter fra AS Århus og fra AS København. Derudover deltog visse "honoratiores" i de hyggelige festligheder hos altid gæstfrie Jørgen Fensbo om aftenen lørdag den 9. juni.

Nogle flinke skytter sørgede også for at Anders, der sov i bilen, blev puttet, så det skarpe sollys ikke ville vække ham for tidligt.

Under skydningen var vejret meget varmt og solen usædvanlig kraftig, hvilket gjorde det lange og polstrede skydetøj til en lun oplevelse for de fleste.

Se alle billederne her.


Pistolterræn i Ulfborg 29/12 2006

Billederne på denne side stammer fra den årlige pistolterrænskydning i forårsvejret i Ulfborg 5. juledag (29. december). AS Aarhus stillede med 10 skytter fordelt på to hold. Desuden havde også Mathias Hertz og Betina Lynnerup fra AS København fundet vej til det Vestjyske.

Det blev også til enkelte fine resultater. Se dem her.

Se alle billederne.


Julefrokost 2006

Traditionen tro blev julefrokosten afviklet den sidste lørdag i november, som i år faldt på den 25. Det er en stor glæde at se, at denne tradition kan tiltrække medlemmer fra både nær og fjern, og således give et dejligt gensyn med medlemmer, som vi ellers ikke ser så tit. Det blev til en rigtig hyggelig aften i Åbyhøj.

Se alle billederne


Universitetsmatch 2006 i København

Sidste hele weekend i september - dvs. den 23. og 24. september afholdtes Universitetsmatch 2006 i København. Lørdag den 23. skød vi riffelkonkurrencen og festede om aftenen på Høje Sandbjerg. Begge dele forløb problemfrit og efter planerne - dog med en del ekstraordinær køkkenhjælp rekvireret hos et par venlige århusianske gæster.

Næste morgen var der pistolterrænskydning i et immiteret terræn på Kalvebod. Dette var kilde til nogen undren blandt skytterne, eftersom AS København faktisk har tilladelse til afholdelse af terrænskydninger med cal. .22 i de idylliske omgivelser på "bjerget" uden at de overnattende skytter skulle ud at køre i bil inden skydningen. Skydningen forløb ellers fint i den lune efterårssol bortset fra, at antallet af stationer eller disses sværhedsgrad gjorde det nødvendigt at foretage omskydning blandt skytterne med "fuldt hus" for at finde en vinder af pistolkonkurrencen.

En del af 2005-holdets skytter kunne desværre ikke deltage i år, og ligeledes var flere andre Århus-navne savnede i årets arrangement. Vi formåede derfor desværre ikke at vinde så meget som de to forgående år. Til gengæld lykkedes det endnu en gang at stille med en debutant på holdet. Det er som bekendt foreningens holdning, at deltagelse af debutanter til unimatchen på flere måder er mere glædeligt end en sportslig toppræstation af "Tordenskjolds Soldater", og vi håber derfor også at se nye skytter til næste års Universitets-match.

Se alle billederne


AS-P7 2006 i Skåne

AS-P7 match mellem AS og P7 den 17.-18. juni 2006 i Skåne. AS Aarhus stillede med 3 skytter - to riffel og én pistol. AS vandt holdkonkurrencerne i både riffel- og pistolskydningen. Skydningerne afvikledes med baneskydning samt serieskydninger om lørdagen og terrænskydning søndag.

Se alle billederne


Valid HTML 4.01! Valid CSS!